Bøvling Valgmenighed

– en grundtvigsk valgmenighed i folkekirken

Konfirmander i Paris 2017

Forårstur med konfirmanderne til Paris.

I weekenden den 9.-13. marts var konfirmanderne og valgmenighedens formand Joan og jeg på konfirmandweekend i Frederikskirken i Paris. Med os havde vi også præstens søn Peter som medhjælper. Jeg havde fået en invitation til at komme til Paris med mine konfirmander og det udviklede sig til et større konfirmandtræf mellem konfirmanderne fra Paris og konfirmanderne fra den anden danske kirke i Frankrig – Nice og Cannes. Sammen med præsterne Selma og Carl planlagde vi en weekend for 30 konfirmander.

Vi kom allerede til Paris torsdag morgen og fik 2 dage til at se alt, hvad vi kunne nå at se inden de andre konfirmander kom fredag aften. Vi var oppe i Triumfbuen og slentrede derefter ned af Champs – Elysées, besteg Mont Martre og var til katolsk messe med smuk musik i Sacré-Coeur. Vi besøgte den store katedral Notre Dame og gik i det jødiske Marais kvarter og spiste jødiske falafel. En par af de kræsne konfirmander ville hellere have haft rugbrød med leverpostej – tror jeg. ( Det ved man da hvad er!) Men de overlevede også den dags underlige retter. For ikke nok med det, da vi senere om aftenen købte ind i det lokale supermarked, og da det franske sprog er ”en svær en” fik vi købt kanin i stedet for den planlagte Kylling i Karry. Men kanin i karry er ikke så ringe endda! Alle spiste med – også de kræsne!

Fredag aften kom konfirmanderne fra Nice og Cannes og vi hyggede os i kirkens læsesal. Der blev hurtigt skabt kontakt og næste morgen lørdag gik turen til Louvre. Præsten fra Nice – Carl – tog os gennem nogle af Louvres mest berømte sale og vi så da både det lille ( skuffende billede) af Mona Lisa og det kæmpe imponerende maleri af Brylluppet i Kana som hænger i samme rum. Vi gik op og ned af trapper og konfirmanderne var trætte! Vi endte med at se Napoleon den 3. imponerende lejlighed, som befinder sig et sted på Louvre. Derefter spiste vi frokost i Tuilerie haven i solskin lige udenfor Louvre og fortsatte langs Seinen til det meget smukke kapel St. Chapelle, hvor hele Det gamle og Det Ny testamente er genfortalt i smukke glas mosaikker. Vi gik og vi gik i Paris` gader og konfirmanderne var godt trætte da vi endelig nåede Rue Lord Byron, hvor den danske kirke ligger. Men så skulle der forberedes konfirmandgudstjeneste til om søndagen, og alle konfirmander blev delt i arbejdsgrupper der dels skulle skrive prædiken, skrive ind og udgangsbønner og en kirkebøn. Der skulle øves tekster og salmer og en af konfirmanderne fra Paris spillede sågar præludium. Alle arbejdede godt med og søndag kl 11.00 kom nogle forældre og kirkegængere og var med til denne gudstjeneste, som konfirmanderne selv stod for. Det var dejligt at se, hvordan man på tværs af landegrænser kan finde sammen helt ubesværet og både arbejde sammen om hygge sig og lære af hinanden. Jeg håber de har fået noget væsentlig med hjem fra den tur.

Søndag sluttede vi af med at tage en tur i Eiffeltårnet – os fra Bøvling. De andre rejste hjem. Og sikke en smuk udsigt over byen over alle byer.

Vi hyggede os søndag aften og mandag gik turen med metro, RER tog og bus til lufthavnen og vi takkede af for denne gang og landende i Billund mandag eftermiddag.

Tak til forældre der hentede og bragte os og for en skøn tur med jer konfirmander.

Marianne

Se billeder fra turen her.